Kræftforeningen De Aktive skaber aktiviteter, som øger kræftpatienternes livskvalitet før, under og efter behandlingen.
Når patienterne får diagnosen kræft – er der ingenting, som bliver som ”før”.
Indsatsen mod sygdommen, forebyggelse af tilbagefald og lindring af eventuelle bivirkninger slutter ikke, når hospitalsbehandlingen er slut. Mange patienter føler sig ladt i stikken, når de er færdigbehandlede.
De Aktive har på baggrund af patienternes egne erfaringer udviklet et samlet og fremadrettet genoptræningsprogram, som henvender sig til både patienter i behandling og færdigbehandlede patienter.
Programmet består af 4 dele:
- Fysisk genoptræning 2 gange om ugen i 3 måneder
- Kursus i kræft og livskvalitet
- Udarbejdelse af personlige handleplaner
- Opfølgningskursus et år efter
Fysisk Genoptræning
Forskningen og erfaringer fra f.eks. projekt ”Krop og Kræft” på Rigshospitalet viser at fysisk træning mindsker kemoterapiens bivirkninger og øger patienternes kondition. Dertil kommer, at fysisk træning har en enestående indvirkning på energiniveauet.
Træningen har desuden en positiv effekt på det mentale plan, idet symptomer på angst og depression reduceres.
Nyere forskningsresultater (Cancer and Physical Activity, Kræftens Bekæmpelse 2004) dokumenterer endvidere, at fysisk aktivitet kan forebygge tilbagefald af sygdommen.
En erfaren fysioterapeut, som tidligere har varetaget undervisningen på ”Projekt krop og kræft”, vil forestå genoptræningen.
Med henblik på den mest optimale effekt, planlægges det enkelte genoptræningsforløb at strække sig over 3 måneder med to ugentlige træningsdage.
Træningen foregår i et fuldt udstyret genoptræningscenter, uden adgang for andre end holddeltagerne. Dette giver et vigtigt og meget bedre socialt samvær, da det så er nemmere at snakke om sin sygdom.
Kursus i kræft og livskvalitet
At få diagnosen kræft er en følelsesmæssig ”mavepuster” af gigantiske dimensioner. Reaktionerne kan for manges vedkommende sammenlignes med den type af mareridt, i hvilket en dødelig trussel er lige i hælene på os. Den ånder os hedt i nakken. Vi løber og løber, men kommer ikke ud af stedet. Vi føler os magtesløse.
Patientens egen indsats afhjælper oplevelsen af magtesløshed, lindrer angsten og giver en væsentlig forbedret livskvalitet, som gør det muligt at leve et godt liv med de nye livsvilkår, som en så alvorlig diagnose som kræft og dens behandling giver. Derfor afholder De Aktive kurser for nuværende og tidligere kræftpatienter.
Der bliver undervist i:
Kost og kræft
Motion og kræft
Kræft og komplementær behandling
Angstdæmpende teknikker og stresshåndtering
Udarbejdelse af personlige handleplaner
Nyere forskningen inden for psykoneuroimmunologien (PNI) giver patienterne solide redskaber til deres rådighed med henblik på at handle. Kurset sætter fokus på disse forskningsresultater.
Deltagerne vil således ud fra kvalificerede valg og i tæt samarbejde med underviserne sammensætte en personlig handleplan.
Opfølgningskursus et år efter
Formålet med dette kursus er, at fastholde deltagerne i deres egen indsats. Der vil være mulighed for at justere handleplaner og udarbejde nye. Kurset skal desuden danne grundlag for etablering af netværker mellem kursisterne.