Når børn kommer til os er de generelt store udenpå og små indvendige – det forhold er omvendt efter et Julemærkeophold. Hvert år hjælper Julemærkehjemmene over 700 børn med at få et bedre liv.
”Jeg har været på Julemærkehjem i Hobro, mit ophold varede 10 uger, jeg tabte mig 17 kg., det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv...” Tinna
”Jeg var på julemærkehjemmet i Skælskør i 1994 og det er en tid jeg ALDRIG glemmer.. det var bare så fantastisk”... Camilla
Sådan lyder et par af de mange kommentarer fra Julemærkefondens site på Facebook. Igennem tiderne har vi hjulpet over 70.000 børn – så Julemærkesagen har, og har haft, stor betydning for rigtig mange familier i hele Danmark.
Salg af Årets Julemærke har alene kunnet finansiere driften af Julemærkehjemmene – det kan de ikke i dag. For fortsat at kunne hjælpe over 700 børn om året, er vi helt afhængige af indtægter fra f.eks. arv, gaver og donationer.
Et Julemærkeophold
Et ophold på et Julemærkehjem varer 10 uger og er gratis for familien. Barnet bor på et af vores 4 Julemærkehjem, og der er naturligvis tæt samarbejde med familien under hele forløbet. Alle børn mellem 6 og 14 år er velkomne til at søge om et ophold, og vi hjælper det enkelte barn med de problemer, der er blevet for store for familien selv at klare.
I dag har hovedparten af børnene overvægt som en del af deres problempakke. De lever med isolation, lavt selvværd og mobning som en del af deres hverdag, og mange har aldrig prøvet at have en ven.
På Julemærkehjemmet er alle i samme båd, og i trygge rammer styrker vi børnene både fysisk og psykisk, og giver dem redskaber til at imødegå den mobning og ensomhed, som mange har levet med.
Driften af Julemærkehjemmene er vores største projekt hvert år, og vort ønske er, at kunne hjælpe så mange børn som muligt. Virkeligheden er, at vi i øjeblikket har over 500 børn på venteliste, og en ventetid på op til 13 måneder på et ophold.
For os i Julemærkefonden er arbejdet til gavn for børn i Danmark helt sikkert en hjertesag. Ved at gøre os til alles Hjertesag får vi ikke alene uvurderlige midler til vores arbejde, vi får også styrket kendskabet til Julemærkehjemmenes vedholdende arbejde til gavn for børn i Danmark.
Børn skal mærke livet – ikke mærkes af livet
Læs mere om Julemærkefonden og vores arbejde på www.julemaerket. dk